★★★★★★
Den Fynske Opera, sART danseteater og BaggårdTeatret er gået sammen om den finurlige og fabelagtige børneforestilling KNUD ROMERS ABC, der p.t. gæstespiller i Dansekapellet.
Vi stiller skoene udenfor og til lyden af afdæmpet jazz lukkes vi ind i et næsten mørkt rum med enkelte lyskilder, så også de små kan føle sig trygge. Hvide lagner er spændt op som væge, der forestillingen igennem flyttes og belyses, så rummet løbende ændrer fysisk karakter.
Fire vidt foreskellige kunstnere får lov til at funkle i Sofie Christiansens lyriske iscenesættelse, der emmer af kærlighed til ord og sjove rim, og som afslører en enestående sans for at omsætte Knud Romers univers i vitale billeder.
Spanske Carlos Rodas kan med sit på een gang dynamiske og sarte kropssprog både illudere myg og kænguro, så store såvel som små tryllebindes af forundring. Karin Norrinders magiske røst springer ligeså ubesværet fra blues og afrikansk folkesang til voluminøs opera og prutte-rap.
De bakkes smukt op i både ord og toner af Anete Jensen og Anders Ringgaard Andersen. Sidstnævnte er med sin harmonika også ansvarlig for, at vi rent musikalsk kommer vidt omkring rent geografisk – men ligesom forestillingen i øvrigt med poesien som rød tråd.
KNUD ROMERS ABC er blevet et lille mirakel af en forestilling skabt med en legende nysgerrighed, der manifesterer sig som dybt originalt børneteater. Tilskuernes fantasiverden inddrages og udvides, så vi alle føler os beriget i ganske usædvanlig grad efter blot 50 minutter.