★★★★★☆
Mads Wille har altid været en teknisk dygtig skuespiller, men i lang tid næsten for teknisk til, at man kunne holde ud til at se på det en hel aften. Sådan er det heldigvis ikke længere. Man fristes næsten til at tro, at det er årene på "Badehotellet", der har blødet kropssproget op og gjort Mads Wille til et menneske af kød og blod – også i fiktionens verden.
På Teatret ved Sorte Hest overgår han sig selv som læreren i den rumænske dramatiker Eugène Ionescos ENETIME. Teksten er slet ikke let, selv i Christian Ludvigsens lydhøre oversættelse, men det absurde univers klæder Mads Willes talent. Hans udvikling fra tilbagelænet lærer til livsfarlig diktator er ekvilibristisk skuespilkunst, der leder tanken hen på John Cleese i "Halløj på Badehotellet".
Han får fornem assistance af Rosalinde Mynster, der som eleven virker næsten øretæveindbydende dum i sin selvtilfredshed, men ender alligevel som uskyldigt offer, vi kan have ondt af.
Man må heller ikke undervurdere Sarah Bobergs sylespidse præcision i såvel blik som bevægelser som tyende. De øjne hun sender den nye elev, da denne vover at rykke stolen tættere på læreren, varsler en voldsom slutning.
Maria Vinterbergs intelligente iscenesættelse synes noget nær fejlfri og man begejstres over de på een gang klassiske og moderne kostumer samt den fortræffelige stolescenografi, der formår at gøre den lille elev endnu mindre i løbet af denne ENETIME. Kun brugen af "Fatherland" fra musicalen "Cabaret" bliver en unødvendig understrengning af forestillingens konklusion.
ENETIME på Teatret ved Sorte Hest er dog en forbilledlig klassikerpræsentation, som alle involverede har ære af. For Mads Wille er forestillingen tilmed en triumf.