-
Forside

logo logo logo

 

 

 

WALLMANS 2017

Entourage

★★★★

Over en million mennesker har efterhånden haft lejlighed til at besøge Wallmans dinnershows i cirkusbygningen, så man må sige, at de storslåede dinnershow er blevet en velintegreret del af det københavnske kulturudbud.

I år har man udover den store cirkelscene fået tre store LED-skærme, der gør det muligt oplave showet med et synsfelt på henved 180 grader. De nye rammer giver Wallmans mulighed for at overgå dem selv.

Men i år er er showet alligevel ikke helt på niveau med tidligere triumfer, og iscenesætteren Johan Espeland har givet haft så rigeligt at gøre med de nye tekniske udfordringer til, at der har været tid til at kæle for indholdet i hver enkel afdeling.

Den rockende start forekommer lige voldsom nok, mens det går bedre med det efterfølgende hyldestpotpouri til nyligt afdøde kunstnere, så længe man viser respekt for disse kustneres værker.

Stilforviringen bliver total i en ødiøs Cabaret-sekvens, hvor Elton John-balladen "Your song" tydeligvis ikke høre hjemme, selv når den bliver sunget nydeligt af sympatiske Jean Michel Bay Helgason. Stings "Roxane" føles tilmed fatalt misforstået tilsat fræk lingeri.

Skal man lave et H.C. Andersen-tema bør man også vælge sangene med omhu, så de passer perfekt til de historier, der fortælles i eventyrerne - og det gjorde de ikke her.

Heldigvis får vi et bevægende gensyn med Benny Schumann, der utroligt men sandt er still going strong. At se ham tilbage i Cirkusbygningen, hvor filmklip dokumenterede, at han optrådte for godt et halvt århundrede siden, vidner om, at der - trods stilforviringen - er hjerte bag Wallmans show.

De øvrige artister og sangere kunne ikke leve op til tidligere tiders succeser. Man sad og længtes efter den brasilianske kropskunstner, hvis ekvilibrisme i luften lagde salen ned for nogle år siden. Eller det sexede akrobatnummer (i et badekar!), der i mere end een forstand fik fugten til at stige blandt tilskuerne. Årets mandlige dansere gjorde dog hvad de kunne for at få pulsen op blandt publikum - og det lykkedes da heldigvis også.

Måske har der været for stor rift om de danske talenter fra diverse musicalscener lige p.t., til at Wallmans har kunne holde niveauet denne gang, men der er i al fald ingen grund til at hente så mange svenske kunstnere hertil, hvis der går arbejdsløse danske talenter rundt, som er bedre.

Havde det ikke være for Beef Wellington-menuen og de gode vine, var vi næppe havnet på de fire stjerner, selvom den afsluttende Madonna-hyldest heldigvis blev det højdepunkt, den skulle være. De dygtige folk bag Wallmans skal dog nok få justeret forestillingen til næste år. For god smag på alle fronter må være Wallmans særkende.