-
Forside

logo logo logo

 

 

VERDENSBALLETTENS

10-ÅRS JUBILÆUM

★★★★★

Verdensballetten fylder efterhånden 10 år og det er vel værd at fejre. Stadig flere lokaliteter og publikummer får fornøjelsen af dansere på internationalt niveau, og kærligheden til kunsten løb som en rød tråd gennem jubilæumsprogrammet på det smukke Sølyst ved Klampenborg.

Jens Christian Wandt fungerede atter engang fint som aftenens konferencier, mens Stephen McRae fra Royal Ballet igen udmærkede sig som kunstnerisk ansvarlig for verdensballettens program. Sidstnævnte gav også flere eksempler på, at han stadig er en god danser bl.a. en bizar stepversion af ”Czardas”.

Den store overraskelse blev dog Marcelino Sambés i Kristen McNallys nye solo "Catch Me If You Can". John Williams' inciterende musik er hente fra Steven Spielberg-filmen af samme navn med Leonardo di Caprio i hovedrollen, og musicalversionen får iøvrigt Danmarks-premiere på Odense Teater i den kommende sæson.

Genhøret med Prins Henriks kærlighedsdigt ”Cotê á Côte” og den ledsagende ballet var også en udelt fornøjelse i lighed med Roland Petit-pas de deux'en "Thaïs" med Iana Salenko og Marian Walter.

En talentfuld duo bestående af violinisten Niklas Walentin og Alexander McKenzie (på klaver) bidrog til flere numre undervejs - mest virituost i Fritz Kreislers særegne "Tambourin Chinois". Lyden forekom dog temmelig hård i violinsoloerne.

Susanne Elmark er vendt hjem fra de udenlandske operahuse for snart at debutere som revyskuespillerinde i Korsør, men forinden lagde hun vejen forbi Sølyst for at synge de to signaturarier fra James Ivorys filmiske mesterværk "Værelse med udsigt".

Og udsigt - det havde virkelig denne liflige sommeraften, hvor vejret var så klart, at man ligefrem kunne ane verdensballettens 25 års jubilæum forude.