★★★★★☆
At man i et år, hvor netop kulturen burde være i centrum, ikke har formået at fastholde en international dansekapacitet som Palle Granhøj i Århus, forekommer at være kulturbyårets ubetingede største fadæse. Det smertefulde farvel har forståeligvis været hårdt for Palle Granhøj og hans seneste forestilling, det p.t. spiller i en afkrog på Refshaleøen, er da også født af alle disse ophobede følelser.
Palle Granhøj står derfor også selv i forestillingens centrum – forpint og klædt af til skindet, men i en proces, der bringer ham et nyt sted hen. Med på scenen har to af sine mest karismatiske dansere, Carina Raffel og Michal Woznica fra Granhøjs prisbelønnede “Double Rite”, og i en smuk sekvens ser vi ham bruge danserne til at udforske mande- og kvindekroppen. Først da læberne og dermed følelserne kommer lidt for tæt på, opstår der et brud.
Anne Eisensee åbenbarer sin imponerende alsidige stemme, der magter både opera på latin, britisk folkemusik og østeuropæisk klagesang. Hun får fornem assistance af Maria Eshpai på klaver, og vi mærker også rent musikalsk de mange forskellige faser som forestillingens hovedperson må gennemgå.
Palle Granhøjs udtryksfulde krop og ansigt gennemlever hele dette følelsesregister med en autenticitet, der gør dybt indtryk. Man frygter i starten, at resultatet bliver for privat, men gradvist åbner forestillingen sig op, og bliver en almen fortælling om at gennemleve en krise for til sidst at finde håb. “Fuck” bør nemlig højest være en umiddelbar reaktion, og man er nødsaget til at bearbejde dette “fuck”, før man kan komme videre som kunstner og menneske. RETHINK: “FUCK” fremstår derfor i sidste ende som et personligt sanseligt vidnesbyrd om vores evne til at kunne genopfinde os selv. Det lover godt for fremtiden.
