-
Forside

logo logo logo

 

 

 

AFTER MISS JULIE

★★★★


I 20 år har Ian Burns og hans That Theatre Company præsenteret danskerne for kendt såvel som mindre kendt engelsksproget dramatik af høj klasse. Det er der grund til at være taknemmelig over, for det er nu ikke alle, der lige kan springe på et fly til London, hver gang at behovet for at opleve britisk teater på originalsproget opstår.

Også jubilæumsforestillingen viser sig at bygge på en interessant tekst, der tilmed forekommer relevant. Patrick "Closer" Marbers AFTER MISS JULIE ligner umiddelbart blot en bearbejdelse af August Strindbergs klassiker, men er snarere en gendigtning hensat til valgåret 1945, hvor arbejderpartiet Labour kom til magten.

Klassesamfundet og dets modbydelige magtstrukturer bliver i den grad nærværende i Krudttønden, da den unge frøken Julie dukker op i tjenestefolkenes køkken, hvor hun flirter skamløst med faderens chauffør Jean, mens dennes potentielle forlovede Christine blot kan se på.

Tilsyneladende er Miss Julie blot en lille sexkilling, der keder sig og har brug for et stykke legetøj. Men hun kan på et split sekund forvandle sig til en såret tiger, der ved når hun har bidt sig fast, hvor det gør mest ondt.

Maria W. Nørgaard er et langt stykke af vejen et fund som den fatale frøken Julie, og fanger figurens erotiske uberegnelighed træfsikkert. Og selvom Benjamin Stender endnu ikke havde fået sin accent på plads som Jean, så formåede han at spille Jean med en stille værdighed, der aldrig reducerede karakteren til at være en okse, som man ellers ofte ser. Johanne Wang-Holm havde også den helt rette svale myndighed, som kvinden der i den grad kender sin plads i hierakiet, men ikke nødvendigvis bifalder den.

Ian Burns formår i sin iscenesættelse både at tilføre forestillingen den helt rette stemning samt det ideele tempo, så der bliver levnet tid til at dvæle ved særlige gloser. En flot indsats, der bekræfter, at That Theatre Company is still going strong.