-
Forside

logo logo logo

 

 

DANCER

★★★★★


Sergej Polunin må ubetinget regnes blandt de største ballettalenter, vi endnu har set i dette årtusinde. Instruktøren Steven Cantor formår ikke blot at dokumente denne påstand til fuldkommenhed, men kommer også ind bag facaden, så vi ikke blot høre om Polunins indre dæmoner, men også mærker dem.

Intet under, at den unge Sergej har haft sit at slås med, når man tænker på de enorme forandringer, udfordringer og afsagn han allerede har været udsat for i sit unge liv. Fra en fattig men relativ lykkelig barndom i Ukraine til en isoleret teenagetilværelse som solodanser hos Londons højt estimerede Royal Ballet.

Vi får også historien om det sammenbrud, der resulterede i et opsigtsvækkende farvel til drømmejobbet samt det sensationelle comeback på youtube med den sublime dansevideo "Take Me To Church". 17 millioner downloads har medført store filmprojekter med både Jennifer Lawrence og Kenneth Branagh (hvad man dog ikke har nået at få med i filmen).

Vi erfarer i stedet, hvilke omkostninger hans uddannelse og arbejde har haft for familien, men også hvor stærke hans bånd til familien faktisk er - trods de tårnhøje krav, som også han har lidt under.

DANCER giver ikke bare en indsigt i en enestående international balletkarriere, men rører os i en grad, der når langt ud over selve ballet-historien. DANCER er simpelthen et rørende og inspirerende menneskeligt drama, der meget vel kan resultere i våde øjne hos bare en smule empatiske biografgængere.