★★★★★☆
På Husets Teater har Jens Albinus og co. allerede slået fast, at al ydre glans og glitter interesserer ikke, ingen flotte dekorationer eller smukke kostumer her: Det er ordene og skuespillerne, det gælder.
Med den britiske dramatiker Anders Lustgartens LAMPEDUSA har de heldigvis fundet en aktuel og dybt relevant tekst. Vi kender rædselsbillederne fra diverse nyhedsprogrammer, ligesom både den guldbjørn-belønnede dokumentarfilm "Havet brænder" og Christian Lollikes opsætning af hans eget "Living Dead" satte fokus på flygtningestrømmen til øen Lampedusa. Men alligevel finder man på Husets Teater en egen stilfærdig men ikke mindre indædt tilgang til stoffet.
På Husets Teater bliver enkelheden i Andreas Dawes iscenesættelse forestillingens store styrke. Troen på ordene, troen på skuespillerne. Krævende, javist, men det kan i den grad betale sig at følge med denne gang.
Publikum sidder i en cirkel – blandt dem de to skuespillere, Jesper Hyldegaard og Rosa Sand Michelsen. Han spiller en tidligere fisker, der nu lever af at hive lig og levende mennesker op af Middelhavet. Hun er pengeopkræveren i Leeds, der ofte forulempes fysisk og verbalt, når opsøger fattige på deres bopæl. Deres skæbner har tilsyneladende intet med hinanden at gøre, og dog spejler deres oplevelser, hvad der rent faktisk sker, når vi står ansigt til ansigt med fremmede. Hvordan opfører vi os og hvad gør disse møder ved os?
Såvel Jesper Hyldegaard som Rosa Sand Michelsen yder præstationer, der må rangere blandt deres allerbedste. Hyldegaard har med tiden fået en vægt i sit spil, der står mål med hans fysik, og Rosa Sand Michelsen viser her en sårbar og alligevel sej side, som klæder hendes særlige talent.
LAMPEDUSA gennemstrømmes af en intelligent humanisme uden lette løsninger, og lader os samtidig ane håbet, selv når alt synes tabt.
