-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LITTLE MEN

★★★★★


Ira Sachs er herhjemme mest kendt for interessante bøssefilm som "Keep The Light On" med Thure Lindhardt og "Love is Strange" med John Lithgow og Alfred Molina. Men med LITTLE MEN har han begået sit foreløbige hovedværk - en moderne sædeskildring fra Brooklyn, New York med udgangspunkt i venskabet mellem to drenge.

LITTLE MEN tager sin begyndelse, da den generte 13-årige Jake mister sin bedstefar. Drengen og hans forældre (en falleret skuespiller og en psykoterapeut) flytter ind i bedstefaderens hus. Jake bliver ven med den mere uadvendte Tony, som er søn af den kvindelige skrædder Leonor, der har lejet sig ind i underetagen. Men da huspriserne er steget føler Jakes far sig nødsaget til at hæve Leonors husleje, og det skaber splid mellem de to familier.
Ira Sach skildrer relationen mellem de to drenge med stor nænsomhed, og vi forstår tilmed alle de voksnes handlinger.

Den indadvendte Jake spilles med overbevisning af Theo Taplitz, der griber os om hjertet, da han endelig lukker op for følelserne. Michael Barbieri er et fund som charmetrolden Tony, og som hans hårdtarbejdende mor får vi et velkomment gensyn med den chilenske skuespillerinde Pauline Garcia, der vandt en sølvbjørn i Berlin som den speeddatende "Gloria". Jakes forældre spilles smukt af Greg Kinnear og Jennifer Ehle, og i det hele taget kan det være svært at sætte en finger på noget i dette bevægende familiedrama, som man også kan vælge at oplevende som en kærlighedshistorie: Den allerførste.