-
Forside

logo logo logo

 

 

 

JULIETA

★★★★


Pedro Almodóvar, en af giganterne indenfor europæisk film, præsenterer os for et nyt værk, som også denne gang forekommer seværdigt. Ganske vist er det et par dage siden, at han udsendte sine mest personlige film som eksempelvis "Begærets lov", og tiden, hvor hans film modtog Oscars ("Alt om min mor", "Tal til hende"), synes også bag ham. Men her er en visuel konsekvens og en sprudlende intelligens, som gør, at vi altid hygger os til hans film. Denne gang har han kastet sig over nogle noveller af den kanadiske Nobel-prisvinder Alice Munro, og frugten af hans arbejde minder mest af alt om hans tidligere film "Live Flesh".

Emma Suárez, der i sine unge dage gjorde det udholdeligt at se krukkede Julio Medem-film, spiller titelrollen som JULIETA, der aflægger sin datter et besøg. Kun for at erfare, at datteren ikke længere ønsker kontakt med sin mor. Gradvist optrævles dette mysterium, selvom man ikke nødvendigvis skal forvente at få alle svarene. For sådan kan tilværelsen nemlig også forme sig.

JULIETA fremstår dog mest af alt som et komplekst kvindeportræt. Selvom Almodóvar rent stillistisk forekommer så langt fra Ingmar Bergman som tænkes kan, så har de evnen til at skildre en kvindes verden tilfælles.

Udover Suárez yder også Rossy de Palma en bemærkelsesværdig indsats. De Palma, der brød igennem med "Kvinder på randen af nervøst sammenbrud", har droppet sit glamourøse Picasso-inspirerede look og fremstår her usminket og neddæmpet, men ikke mindre interessant.

JULIETA kan ikke siges at være nogen stor film. Dens slutning vil sikkert også forbavse nogen, men giver faktisk god mening, når man lige tænker efter. Og vanen tro får vi også både hypnotisk underlægningsmusik samt en lidenskabelig sang med i købet.