★★★★★☆
Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig behøver efterhånden ingen intro i Danmark, for flere af hans stykker har allerede spillet herhjemme med succes, ikke mindst "Peggy Picket ser guds ansigt". Schimmelpfennigs kan fra tid til anden synes en smule højrøvet og fortænkt, men vi er i intelligent selskab, og det kan ingen skade være til.
VINTERSOLHVERV synes tilmed at være et af hans vittigste, en sædekomedie om generationsopgør og livsindstilling. Den afgåede skuespilchef Emmet Feigenberg kvitterer i skuespilhuset med en af sine skarpeste iscenesættelser i årevis.
vi møder det midaldrende par Albert og Bettina, hvis ægteskabelige frustrationer blusser op i juledagene, da Bettinas mor Corinna kommer på besøg. Hun tilhører i den grad rødvinsgenerationen og har tilmed inviteret en fremmed mand til at være med ved julemiddagen, hvilket ikke gør situationen mindre anspændt, men Albert tilhører heldigvis pillegenerationen, og de ved nok, hvordan frustrationer skal behandles.
Schimmelpfennig lader en fortællestemme afbryde de medvirkende i deres handlinger, så vi føler vi overværer et lettere grotesk melodrama. Feigenberg benytter sig både af overblænding og blackout, og understreger derved den filmiske form.
Mads Wille fremstår gradvist som mand på randen af nervøst sammenbrud og Helle Fagralid er så god, at vi håber at få hende at se igen, selvom hun forlader ensemblet. Med det er alligevel det sublime samspil mellem Kirsten Olesen (som Corinna) og Flemming Enevold (som den fremmede mand), der løber med opmærksomheden.
En blændende smuk Kirsten Olesen lader Corinna kokettere med sine problemer, når hun ikke lyver, taber ting eller sluger alle denne fremmeds ordstrømme af bar liderlighed. En stilfuld Flemming Enevold leverer hendes lettere dæmoniske verdensmand med både lune, underfundighed og en vis farlighed. Corinna og hendes nye ven repræsenterer en helt igennem uansvarlig generation, der ikke angrer de skader, de har påført deres efterkommere, fordi de hverken ser efterkommerne eller deres problemer i deres rødvinsrus, men derimod har travlt med egocentrisk selvberuselse.
Det kan godt være, at det store elektroniske ur, der udgør en stor del af Maja Ravns scenografi, fortæller os, at vi går mod lysere tider, men for manden på gulvet kan det være svært at få øje på lyset forude.
