LISBET DAHL:
“Det var her, i Glassalen, at jeg slog igennem i 1981. Det kom som ud af den blå luft, så derfor husker jeg det, som noget ganske særligt. Jeg lavede et potpourri over de store stjerner, der havde optrådt herinde. Jeg lagde ud med Liva Weel, gik videre til Erika Voigt, Marguerite Viby, Lily Broberg og en til, så var der mig til sidst. Det kan jeg stadig udenad.
Der er en større intimitet i Glassalen, fordi rummet er mindre. I Cirkusrevyen er det sådan, at man skal passe på ikke at spille for småt og man skal passe på ikke at spille for stort. Det gælder om at finde balancen. Det problem har du ikke i Glassalen.
Jeg har også selv instrueret i Glassalen, en række Stig Lommer-numre med alle skuespillerne fra “Krøniken” som medvirkende i forbindelse med et velgørenhedsarrangement.”
Lisbet Dahl er bestemt ikke alene på scenen i Glassalen. Hun har sikret sig flere store navne til at medvirke.
“Linda (P.) har jeg kendt i flere år, da hun er fuldstændig vild med Cirkusrevyen og mig. Så hvis det sker, at jeg ikke lige kan huske, hvad det var for noget tøj, jeg havde på i en bestemt sketch, så ringer jeg bare til Linda. Hun ved alting og kan flere af mine numre udenad.
Carsten (Svendsen) har været med i Cirkusrevyen, og det år, hvor der var corona, lavede vi i stedet nogle tv-sketcher sammen, så jeg spurgte naturligvis ham, om han ville være med i Tivoli Revyen.
Og da jeg læste anmeldelser af “Jean de France” var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle spørge Nicolai (Jørgensen). Han er også et kæmpetalent.”
NICOLAI JØRGENSEN
Nicolai Jørgensen debuterer som revyskuespiller i TIVOLI REVYEN 2023. Han er aktuel i to spillefilm i år, og allerede i sensommeren kan vi opleve ham i titelrollen i filmen “Viktor imod verden”. Forude venter også en hovedrolle i en ny musical-udgave af “Matador” og til foråret skal han i gang med TV-optagelser til nye afsnit af “Carmen Curlers”.
Nicolai Jørgensen:
“Jeg havde ikke givet det med revy så meget tanke, men jeg er som person meget nysgerrig, og vil gerne prøve alt, så når Lisbet ringer, så er det bare med at sige ja. Glassalen er jo også et fuldstændigt fantastisk scenerum, et historisk sted, hvor det er dejligt at være.
Da Lisbet ringede til mig sidste år og spurgte, om jeg ville være med, havde jeg faktisk aldrig set en revy. Det har jeg så nu.
Revy er sin helt egen disciplin, men det med at stå på en scene og løse en opgave humoristisk, det kan jeg i al fald godt. En forestilling som “Jean De France”, som jeg spillede på Grønnegårds Teatret kommer fra det traditionelle teater, men har også elementer af revy.
Den største udfordring er nok det der med at betjene genren, og den form for revy, som Lisbet Dahl er eksponent for. Humor er jo noget meget personligt. Jeg joker nok med nogle af tidens trends og nogle tendenser, som er nogle helt andre ting, end Lisbet gør, for hun er 77 og jeg er 33. Det er noget af det, som vi har arbejdet med, det med at forene det unge og det gamle, og være glad for begge dele.”
CARSTEN SVENDSEN
Carsten Svendsen har været vidt omkring i RevyDanmark, siden har fik sit gennembrud og talentprisen ved Revyernes Revy i 2017 for sin medvirken i
Ganløse Revyen. Men hvordan adskiller revyerne sig fra hinanden set fra en skuespillers perspektiv?
Carsten Svendsen:
“Der er selvfølgelig nogle fællesnævnere: Hvad er der sket gennem året? Der er satire. Sang, musik og dans. Så vidt så langt. Men der er sandelig også forskelle.
Ganløse Revyen var et chok for mig. Det var 100 år siden, jeg havde stået på så lille en scene, så der var et element af “tilbage til rødderne” i det. Men der var en ligefremhed, der var meget anderledes, end det jeg var vant til. Hold da helt op! Og folk var supersøde. Jan Hertz tog mig virkelig under sin vinge, og det er jeg ham meget taknemmelig for.
Så gik der nogle år og så kom jeg til Cirkusrevyen, og det var så en helt anden boldgade. Det, der overraskede var ikke så meget størrelsen, som det at stå på scenen derude. Det er den eneste gang, jeg har følt, at scenen ikke var min, men publikums. Det var som at træde ind i andre menneskers dagligstuer. Det skal ikke forstås negativt, det var blot en lidt underlig, men også sjov oplevelse, hvilket blev understreget, da mine forældre, som var kommet der gennem 30 år, sagde: “Velkommen til vores revy”. Jeg tænker, det må være ligesom at spille på et berømt fodboldhold, og man så møder den faste fanskare.
De jyske revyer har også deres særlige stil, det er noget med “det kan godt være, at du er fra København, men det er vi ligeglade med”. Men velkomsten er alligevel varm, og Sønderborg er sådan en hyggelig by.
Aarhus Revyen var så igen et gearskifte, hvor vi prøvede at se, om vi kunne gøre noget, der bragte en ny revy ind i en ny tid. Kan vi ændre noget i musikken eller i teksterne, og derved være med til at ændre folks opfattelse af, hvad revy er. Og det synes jeg faktisk vi lykkedes med, og vi fik i al fald god respons fra flere af de unge publikummer, der var inde og se forestillingen. I Århus har man en meget særegen humor. Man skal ikke tale ned til en århusianer! Man kan godt få plads, men man skal fand’me passe på.
At spille revy i Hjørring er lidt som at komme hjem. Jeg har jo spillet en del roller i Nordjylland, så jeg kender også den lokale tone deroppe.
Men nu er det Tivoli Revyen – Lisbet og James – og det er en særlig form for revy, de står for. Men det bliver også noget andet. Det er en anden form for produktion, når man er i Tivoli. Jeg håber, at revyen i Tivoli med tiden kan blive den uartige dreng i klassen.”
