THE PRESIDENT

★★★★☆☆

Mohsen Makhmalbaf regnes med rette for Irans mest indflydelsesrige instruktør, og med værker som "Gabbeh" og "Rejsen til Kandahar" har han forlængst indskrevet sig i den internationale filmhistorie.

Nu gæster han Danmark i forbindelse med en mini-festival i Cinemateket, der bl.a. viser hans seneste film THE PRESIDENT som månedens film.

I THE PRESIDENT møder vi en magtfuld diktator og dennes barnebarn. I en af filmens nøglescener demonstrerer præsidenten sin magt ved at beordre alt lyset i byen slukket, hvilket også sker til det lille barnebarns store benovelse. Barnebarnet får også selv lov til at smage magtens sødme ved at tænde og slukke lyset.

Men kort efter må præsidenten og hans barnebarn flygte, da revolutionære kræfter er i færd med at overtage magten i landet. Forklædt som en fattig musiker må han og drengen søge husly hos andre fattige og bliver derved konfronteret med konsekvenserne af præsidentens årelange tyrani.

Mohsen Makhmalbaf formår at skildre den i grunden grusomme præsident med en menneskeklog humanisme, og scenerne mellem bedstefar og barnebarn har en sjælden rørende kvalitet, der låner perspektiv til historien.

Moshen Makhmalbafs film får samtidig tegnet et portræt af et mandsdomineret klassesamfund. Dette illustreres glimrende i en dansescene, hvor barnebarnet valser rundt med en lille pige, mens en danseinstruktør – til lejligheden udstyret med en lang pind – sørger for, at de holder den helt rette positur – med drengen som den førende på dansegulvet.

THE PRESIDENT er både en poetisk allegori over livet i et dikatur og en besk kommentar til den aktuelle politiske situation – ikke kun i Iran. For magtmennesker findes overalt, og først når vi erkender, at vi også selv som den lille dreng kan forføres af magtens sødme, kan vi begynde at forstå, hvordan vi håndterer disse diktatorer.