THE BIKERIDERS

★★★★☆☆

Den pæne pige Kathy tiltrækkes øjeblikkelig af den flotte enspænder Benny, der både er medlem af motorcykelklubben “Vandalerne” og en ballademager.

Instruktøren Jeff Nichols huskes især for det race-relaterede kærlighedsdrama “Loving”, der indbragte Joel Edgerton mange kritikerroser i lighed med Ruth Negga, der opnåede en Oscar-nominering i kategorien bedste kvindelige hovedrolle.

Jodie Comer yder da også karrierens bedste filmpræstation, som den spittede Kathy, der dog aldrig for alvor er i tvivl om, at hun må følge sit hjerte. Jodie Comer har indenfor det sidste år opnået såvel en Olivier Award og en Tony Award for sin hovedrolle i Suzie Millers rystende retsagsdrama “Prima Facie”, og med sin præstation i THE BIKERRIDERS synes hendes filmkarriere også at være på rette vej.

Men også filmens mange mandlige skuespillere kan være stolte af deres præstationer. Austin Butler, der modtog en Oscar-nominering for sit portræt af Elvis i filmen af samme navn, er ganske fascinerende som den mutte Benny, og Tom Hardy står også stærkt som hans modsætning Johnny.

Mike Faist (der fik sit gennembrud i Steven Spielbergs “West Side Story” og i denne sæson gjorde indtryk i trekantsdramaet “Challengers”) er fin som den lydhøre Danny og Toby Wallace brænder også igennem som The Kid. Læg dertil Michael Shannons Zipco og Karl Glusmans Corky og du har et karismatisk og velspillende ensemble.

Jeff Nichols tidsbillede fornægter sig heller ikke denne gang, og THE BIKERIDERS står på sin vis i gæld til Francis Ford Coppolas “The Outsiders” i sin dissekering af mandlig mystik. Den fortjener at blive set.