Den østrigske instruktør Ruth Beckermann har skabt en ret vidunderlig dokumentarfilm, der sætter fokus på en skoleklasse i et af Wiens multietniske områder, hvor over 60 procent af eleverne (fra 7 til 10 år) har et andet sprog end tysk som modersmål.
Det giver nogle store udfordringer i undervisningen, og da der tilmed er lærermangel kommer eleverne også til at mærke det enorme pres.
Men KLASSELÆREREN (“Favoriten”) er også en opløftende film, der viser, hvordan hver enkel lærer faktisk kan gøre en forskel. Samtidig får vi en sjælden indsigt i, hvilke daglige udfordringer, som man står overfor som underviser, men også som barn. For børnene kommer med så vidt forskellig sproglig og kulturel baggage, at det som udgangspunkt synes at være en håbløs opgave at undervise dem samlet.
Men ved at følge dem gennem flere år får vi en dybere forståelse af deres sejre og nederlag, og udvikler empati for hver enkel elev. Det er en ikke ubetydelig bedrift, der gør filmen ideel i så mange undervisningssammenhænge – ikke mindst for kommende lærere.

