TEST

★★★★★★

Et af de absolutte højdepunkter på den uhyre interessante EAST BY SOUTHEAST-festival var den hypnotisk smukke russiske film TEST, der nu er blevet forfremmet til månedens film i Cinemateket. Instruktøren Alexander Kott afstår fra at bruge dialog, og man savner dem ikke ordene et øjeblik. For hans velkomponerede billeder fortæller i sig selv en medrivende historie fra sovjettiden om den fåmælte Tolgat og hans datter, den stilfærdige teenager Dina.

I et øde flat landskab, der bringer mindelser om Nikita Mikhalkovs "Urga" fører de en stille tilværelse – lige indtil myndighederne får mistanke om, at Tolgat kan være blevet bestrålet som følge af de første atombombesprængninger.

Man aner så småt, at den lille verden er i fare og at der venter store forandringer – ikke mindst for den lille Dina. Men alligevel kommer filmens slutning som et chok, selvom den i grunden hænger fint sammen med de små pejlemærke, vi har fået undervejs.

Humor rummer filmen også – ikke mindst i skildringen af Dinas to bejlere, der på behjælpsom vis forsøger at vinde hendes gunst. Men måske drømmer Dina i virkeligheden om et selvstændigt liv uden for det hegn, der pludselig omkranser hendes tilværelse.