TALE OF TALES

★★★★☆☆

Den italienske instruktør Matteo Garrone, der skabte samfundskritiske samtidsdramaer som "Reality" og "Gomorra", overrasker i den grad med den overdådigt eventyrlige TALE OF TALES. Her væver han tre fantastiske fortællinger sammen til et visuelt festfyrværkeri, hvis lige vi ikke har set siden "Pans labyrint" blev en verdensucces. Et overflødighedshorn af billedmagi proppet med skabninger, vi alt for sjældent ser på film: Kæmper og dværge, konger og prinsesser, et søuhyre og en meget stor loppe.

Dekorationer, kostumer, effekter og sminke kunne sagtens udløse Oscar-nomineringer, og komponisten Alexandre Desplat understreger atter, at han er i en klasse for sig med en poetisk og underfundig underlægningsmusik, der fremhæver filmens fabelagtige univers.

Ofte halter spillet i disse filmiske billedorgier, men det er ikke tilfældet her. Salma Hayek har den rette pondus som forbitret dronning, brødrene Jonah og Christian Lees fascinerer, og Vincent Cassel morer som liderlig monark. Toby Jones glimrer som royal fader, der interesserer sig mere for insekter end for sin datter, som ellers spilles indtagende af Bebe Cave. Helt fremragende fremstår Shirley Henderson som forkvaklet søster med forsømt hud.

Man kan diskutere om Matteo Garrones TALE OF TALES er stor filmkunst, men at den er storslået underholdning og et forfriskende indslag i de danske biografer, må være hævet over enhver tvivl.