STJERNEDRYS OG NISSEKYS

★★★★★★

På Eventyrteatret har man en sjælden evne til at overgå sig selv stort set hvert år. Og årets juleforestilling STJERNEDRYS OG NISSEKYS bekræfter Evertyrteatrets position som Københavns førende børneteater. Således kan man igen i år nyde et lille hav af talentfulde børn give alt, hvad de har i sig i Tivolis Glassal. Alle emmer de af spilleglæder og brænder igennem med lige netop det talent, som er deres.

Gunvor Reynberg har både skrevet og instrueret en hylende sjov forestilling, der omhandler "De julympiske julelege". Her dyster husnisser, økoalfer, tusmørketrolde og havenisser i discipliner som "For lækker til langrend" og "Den store julebagedyst" samtidig med, at der bliver gjort grin med og advaret imod diverse reality programmer.

Mathias Niclasen og Rikke Dyreby passer perfekt til rollerne som opkørt værtspar på "Para-Ice Hotel", og Mira Baloli imponerer med sin flotte sangstemme i rollen som Pollyfylla. Rebecca Würtz morer som kikset nummerpige, og Eva Paludan synes direkte bevægende og tilmed uhyre velsyngende.

Eventyrteatrets moder Susanne Vognstrup kan med andre ord ånde lettet op: STJERNEDRYS OG NISSEKYS er en funklende flot familieforestilling, som kun dårlige forældre og uvorne børn går glip af.