SOLI DEO GLORIA

★★★★☆☆

Dramatikeren Peter Asmussen hører blandt dansk teaters største sprogskunstnere. Tidligere på året modtog han en Reumert-nominering for den på een gang rystende og bevægende monolog "Det der er", og nu er han tilbage med en samling forunderlige historier formidlet til perfektion på Betty Nansen Teatret af 4 dygtige skuespillere.

12 små episoder afspejler, hvor bizar og brutal en verden vi lever i, men gør det med en underfundig humor, der pibler ud mellem linierne. Det er lige ved, at Thomas Bendixens næsten overdrevent stiliserede sort-hvide univers får bugt med denne humor, selvom han givet har været skuespillerne en god støtte. Således har hverken intense Thomas Levin eller nervesitrende Marie Louise Wille været bedre, siden de medvirkede i henholdsvis "Hjem kære hjem" og "All Your Dreams". Men også den tidligere Mungo Park-skuespiller Kasper Leisner gør det godt – ikke mindst som flittig onanist, mens Tina Gylling Mortensen virker sært rørende som selvmorderisk kvinde og er tilmed overbevisende som ugle!

Forestillingen havde dog vundet ved at blive spillet på en mindre scene, og den nye ledelse på Betty Nansen Teatret får endnu engang svært ved fylde deres teater, selvom SOLI DEO GLORIA godt kunne fortjene et større publikum.