★★★☆☆☆
Åbningsscenen i Teatret FÅR302s nye forestilling er kostelig: Tre goplelignende væsner (med skuespillere indeni) bevæger sig graciøst omkring – som i en fælles dans. Scenerummet, der er afskærmet med tre glasvægge ud mod publikum, understøtter følelsen af, at vi ser llge ind i et slags akvarium – eller måske snarere et eksperimentarium. Skuespillernes fingre tjener som urørlige følehorn – og så pludselig forlader den ene skuespiller scenen. En anden følger snart efter, hvilket efterlader den sidste i en vis forlegenhed, ikke mindst da skænderiet fra bagscenen efterhånden bliver hørligt.
En grotesk start på sæsonens hidtil mest kuriøse teaterbegivenhed, der givet vil dele vandene, men som formår at punktere enhver form for selvhøjtidelighed med en ganske særlig humor, man næsten tør kalde for FÅR302sk. Det er da også teatrets garvede trio Charlotte E. Munksgaard, Pauli Ryberg og Birgitte Prins, der sanser rundt i diverse overdådige kreationer, som Nicholas Nybro står som ansvarlig for, instrueret af Anders Carlsson og koreograferet af Abdriana Seecker.
For FÅR302 kan, skal og vil eksperimentere, hvilket også fremgår at teatrets retningslinier. De fremføres af Charlotte E. Munksgaard med en gammel skildpaddes urkomiske langsommelighed og tungsindighed, så vore øjne løber i vand.
Snart filosoferer Ryberg stadig mere højlydt, for så i næste sekund helt at skifte attitude, som om at han heller ikke selv tror på det, han siger. Vittigt og præcist udført.
Birgitte Prins kryber elegant omkring iført et utal af bånd fra gamle VHS’ere, hvilket får hende til at ligne sort søgræs i bevægelse. Snart bliver hun og de øvrige opslugt af en gigantisk kjole, der viser sig også at kunne rumme en debat om svin – og obligatorisk svinekød i madkassen!
Forestillingen skulle efter sigende også handle om længsel, og det bliver egentlig først tydeligt til sidst, hvor skuespillerne – eller er det nogle andre skabninger? – fjerner glasvæggene og bevæger sig ud imod os.
SNE, BLOMSTER, FJER & FISK fremstår mest af alt som en munter mærkværdighed, som der nok ikke skal være for mange af i en sæson, men som rammer København på det rigtige tidspunkt, og minder om, at kunstinstallatører godt kan tåle lidt røg.
