SMARTACUS
★★★★☆☆
Efter årtier på scenen har Vivienne McKee i år valgt at holde sig til manuskriptskrivning og instruktion af den årlige
julecabaret i Tivoli. Det viser sig at være en klog beslutning, og man får heldigvis også mulighed for at se hende på scenen i det nye år, når musicalen "Frankenstein Jr." får premiere på Fredericia Teater.
Men efter den skuffende Hitchcock-inspirerede forestilling sidste år, måtte der gøres noget, og heldigvis har hun formået at smide nogle af de forstenede faste indslag ud, men alligevel bibeholdt Crazy Christmas Cabaret’ernes særkende. Henvisning til 60er-film som "Den store flugt" og vittigheder, der er endnu ældre, vidner om, at man sagtens kunne bruge et strejf af ungdom også ved skrivebordet, men det skal siges til Vivienne Mckees ros, at hun kender sit publikum bedre end nogen.
I titelrollen får en maskulin David Bateson lejlighed til at lufte sin Sean Connery-stemme, mens Bennet Thorpe gir den som Russell Crowe. Bateson benytter sig dog også af Vivienne McKees fravær på scenen og smutter i hendes tøj, og Thorpe synes at have hentet inspiration hos Michael Palins "Life of Brian"-karakterer i sit yndige portræt af Cæsar.
Vanen tro fylder Andrew Jeffers’ imposante kvindefigurer mest på scenen i mere end een forstand, men Jeffers fungerer ligeledes som gæv galler sammen med den uimodståligt nuttede Henrik Lund – gæt selv hvilke? Lund har en indtagende lethed i spillet hvadenten han agerer vikingen Brian eller massøren Dennis, der har mere end almindelig lighed med en velkendt dansk sminkør.
Pigerne har mindre at rive i, men måske ligger deres force også mest i sangen? Desværre virker musikindslagene i år hverken velvalgte eller velplacerede, her bør man gøre en ekstra indsats for at integrere sangene bedre til næste år.
CRAZY CHRISTMAS CABARET klarer dog skærene igen i år på en sikker kombination af et veloplagt hold og et velvilligt publikum.