★★★★★★
YAHYA HASSAN
af Yahya Hassan
(Forlaget Gyldendal)
Sjældent er en digtsamling blevet så hypet som Yahya Hassans og når forfatteren tilmed kun er 18 år, ligner det en litterær sensation.
Men heldigvis finder man i digtsamlingen en kraft og poesi, der ikke bare retfærdiggør al virakken, men også gør den sært overflødig. For YAHYA HASSAN rummer en kerne af individuel sandhed, som åbenbarer et lille stærkt menneske, der imod alle odds har lært at stå på egne ben.
Siden udgivelsen er YAHYA HASSAN blev brugt både for og imod den nuværende linie mht. indvandring og integration. "Se hvor frygteligt indvandrere behandler deres børn og se hvordan det har ført til kriminalitet", råbes der i det ene hjørne. Og fra det andet hjørne lyder: "Se hvordan de danske myndigheder har ladt ham i stikken, se hvordan vi har svigtet ham". Begge fløje fjerner fokus fra det væsentlige, nemlig ordene. Lyrikken.
YAHYA HASSANs sprog kan bestemt ikke kaldes gramatisk perfekt, men det vender forfatteren næsten til en styrke. For man fornemmer at behovet for at skrive har været så stort, at det opvejer eventuelle stavemæssige begrænsninger. Digtenes længde varierer stærkt, men Yahya Hassans sproglige rytme og brugen af billedstærke gloser vidner om et usædvanligt talent, der kræver at blive læst.
Han formår at formidle en særlig stemning eller oplevelse fra sit unge liv igennem sine saftige ordvalg. Bogstaverne er store, for det er følelserne også. Her er ikke bare vrede, men også afmagt, frustration – og en pludselig ømhed. Bag den rå
og upolerede form fornemmer man et blødende menneske, der kunne have brugt et knus uden dog på noget tidspunkt at trygle om hjælp. En lille løve, der har lært at klare sig uden kram. Men med ordene som skjold og sværd.
