FALSTAFF
★★★★☆☆
Den anden af de tre Shakespearske Verdi-operaer, som Det Kongelige Teater spiller i denne sæson, er den fornøjelige FALSTAFF.
Instruktøren Peter Langdal har atter engang fundet sit indre legebarn frem og ligesom kostumedesigner Karin Betz ladet sig inspirere af den italienske Comedia del Arte-tradition.
Scenografen Ashley Martin-Davis bliver garant for et ægte britisk islæt bl.a. via en enorm menutavle fra en klassisk engelsk kro, der indledningsvis får en central plads på scenen. Det giver god mening, fordi det er unægtelig en madglad hovedperson, vi her har med at gøre.
Kostelig ser han ud denne FALSTAFF i henholdsvis violet og lyserødt og med en bug, der kunne gør selv Orson Welles’ Falstaff misundelig. Synge kan Donnie Ray Albert også, og det med jovialt overskud, men mod slutningen tillige tilsat lidt vemod, da han opdager, at han er blevet holdt for nar.
Gisela Stille synes lovlig spids som Alice, men til gengæld funkler stemmen. Aftenens største præstation leveres dog af
Susanne Elmark, der præsterer storartet karakterkomik som Mrs. Quickly. Her finder man både det vokale overskud og det humør, som er så vigtigt for en opera som denne.
Den gigantiske trevæg, som Martin-Davis tryllede med i den første opera, virker næsten unødvendig her, men gudskelov har såvel scenograf som instruktør formået at fylde den resterende del af scenen med festlige teaterbilleder, fra en gigantisk kurv, som FALSTAFF skal gemme sig i, og et eventyrligt lille træ omkring hvilket de kæreste alfepiger danser.
Og det er i sidstenævnte scene, at Giuseppe Verdis musik under ledelse af Leo Hussain for alvor kommer til sin ret.
