Månedens bog:

MAGELØS PÅ MATRIKLEN

af Ann Mariager

Gyldendal

★★★★☆☆

Ann Mariager har begået en bog, der bobler af finurlige livsbetragtninger set fra en singlekvindes synsvinkel.

Og det er åbenbart ikke altid lige let at være single, men Mariager har heldigvis vid og selvironi nok til at gøre det
underholdende, og bogen tynges aldrig af selvmedlidenhed, selvom en vis bitterhed titter frem i ny og næ.

Men på trods af, at nogen mænd til tider opfører sig som bæster, så falder Ann Mariager ikke i grøften, hvorfra alle mænd ligner svin. Hun interviewer sågar flere mænd for at høre deres oplevelser med singlelivet.

Bogens synsvinkel er dog primært den heteroseksuelle kvindes og det synes både at være dens styrke og dens svaghed. Selvom man som homoseksuel mand sagtens kan komme til at ligne Madam Mim i løbet af forberedelserne til et større selskab, så synes ens sociale relationer at være en del anderledes end forfatterindens.

Det gør desværre bogen mindre brugbar, men ikke mindre festlig. For Ann Mariager har nogle præcise observationer mht vort familieorienterede samfund, som alle kan have glæde af. En del diskoteker og natklubber har dog i perioder gratis adgang for piger, men det behøver selvfølgelig ikke være singlepiger.

MAGELØS PÅ MATRIKLEN påpeger mellem linierne en udvikling, som i højere grad burde afspejles i vores samfundsstruktur, så det ikke udelukkende var børnefamilier, der fik alle rabatterne. Og det skal Ann Mariager have tak for.