Månedens event:

WALLMANS 10-ÅRS JUBILÆUMSSHOW

★★★★★★

750.000 har igennem de sidste 9 år været vidne til, at Wallmans har hævet standarden for serveringsteater i Danmark.

Alligevel formår Wallmans med jubilæumsshowet "Sweet Addiction" at overgå sig selv. Det kan godt være, at Det Ny Teater rent dansemæssigt stadig har førertrøjen på takket være deres "Crazy For You"-musical, men rent vokalt er der intet, der p.t. overgår jubilæumsshowet i København.

Et eksplosivt musical-medley med forrygende koreografi af Tim Zimmermann åbner ballet og ikke de sædvanlige travere, men en dynamisk cocktails af nøje udvalgte sange fra nyere værker, som vi desværre stadig har til gode herhjemme. Ikke mindst det medrivende "Hairspray"-nummer "You Can’t Stop The Beat" bør give danske musicalproducenter blod på tanden.

I "Neverland" vender vi tilbage til barndommens land, hvor en trio tilsyneladende inspireret af musicalen "Blodbrødre" går i
barndom, mens omgivelserne forandrer sig på magisk vis. Her bemærker man atter det unge talent Teit Samsø (fra bl.a. Tivolis "Jukebox"), der glimrer både ved sin sprøde stemme og sit nærvær.

Fire superlækre retter med ditto vine serveres ubemærket af det elegante personale, der fra tid til anden får assistance af
diverse scenekunstnere, når disse ikke selv står på scenen. Der gøgles over hele salen og den stumfilmsinspirerede junglør

Kasper Jensen gør med sit næsten Buster Keatonske kropsprog stor lykke. Vi får også mandlig pole-dans af høj karat udført af den brasilianske lækkerbisken Bruno Bonifacio.

Den Tony-belønnede musical "Jersy Boys" skabte fornyet interesse omkring falcetto-gruppen Beach Boys, og også Wallmanns udgave får publikum til at smelte over deres sange.

Men aftenens ubestridte højdepunkt blev dog det stort anlagte Barbra Streisand-potpouri. Der findes næppe nogen sangerinde indenfor populær-musikken med så teknisk svært et repertoire som Barbra Streisand. Men Malena Tuvung havde ikke bare næsen, men også saft og kraft i stemmen til at yde La Streisand fuld retfærdighed. Imponerende.

En veloplagt Tina Turner-afdeling samt lidt Lady Gaga i passende udklædninger rundede showet af, inden der blev budt op til dans. Og man tog da også sig selv i at nuppe et par dansetrin på vej hjem fra Cirkusbygningen, for Wallmans’ jubilæumsshow sprutter af vitalitet og lover godt for deres næste 10 år.