★★★★☆☆
Bag den meget direkte titel SPISE SOVE DØ gemmer der sig en på een gang grum og gemytlig svensk socialrealisme. Filmen sætter fokus på de mennesker, der oftest kommer allemest i klemme, når der er krise, nemlig udkantskvarterernes indvandrere. De står forrest, når der skal fyres med arbejdere, og når man som pigen i SPISE SOVE DØ så tilmed ikke har været heldig fra naturens hånd, så rammes man ekstra hårdt.
Instruktøren Gabriela Pichler ser på dette emne med en ret vidunderlig friskhed og hun får formidabel hjælp af Nermina Lukac som den temperamentsfulde pige, der er ret sej til at pakke salat i det lokale supermarked. Pichler og Lukac får sammen tegnet et portræt af en ukuelig ung kvinde, der virker inspirerende, men hvis skæbne samtidig afspejler de uværdige livsvilkår man også i Sverige byder samfundets svageste.
Der findes visuelt mere overdådige værker på filmrepertoiret i øjeblikket, men ingen film virker p.t. mere relevant – ja, man fristes til at sige nødvendig. SPISE SOVE DØ er virkelig en lille stor film, der ikke ufortjent blev belønnet med guldbagge-priser i Sverige bl.a. som bedste film og bedste kvindelige hovedrolle.
stjerner er den helt oplagte karakter til denne forestilling.
