★★★★☆☆
Husets Teater byder i øjeblikket på en ambitiøs og tankevækkende forestilling om smerte. Teksten er en bearbejdelse af Sophie Calles "Douleur Exquise" og da Jacob F. Schokking står for iscenesættelse såvel som scenografi er man garanteret en visuel opfindsom teateroplevelse med original brug af videoprojektioner.
Ellen Hillingsø yder en smuk og renfærdig indsats som Sophie Calle, der drager på en tre måneders rejse til Østen – kun for at erfare, at hendes elskede har fundet en anden, mens hun har været væk. I forsøg på at komme sig over smerten genfortæller hun sin tragedie igen og igen. Og igen… Dette dramatiske greb giver rent intellektuelt god mening, men risikerer samtidig at gå tilskuerne på nerverne i en grad, at de kobler teksten fra. Og det er faktisk ærgeligt for den har bestemt mange kvaliteter i sit forsøg på at indkredse smertens væsen. Og Hillingsø forstår også at skabe små fine variationer i gentagelserne, så kedsomheden aldrig får overtaget.
Calles forsøg på at bearbejde sin sorg indebærer også, at hun møder andre, hvis liv er blevet lammet af smerte og udveksler historier. Disse beretninger formidles dygtigt af Steen Stig Lommer og Solbjørg Højfeldt. Steen Stig Lommer har dog svært ved helt at slippe humoren, hvilket forekommer forståeligt i en tekst så dyster som denne, men det afholder ham samtidig fra at nå helt derned, hvor det gør rigtigt ondt. Der finder vi til gengæld en fremragende Solbjørg Højfeldt med hendes særlige talent for at give dramatisk tyngde til diverse portrætter af menneskelig lidelse. Det er Solbjørg Højfeldt, der mere end nogen overvinder det anstrøg af fortænkthed, som forestillingen aldrig kan sige sig helt fri for. Men hellere en smule fortænkt end tankeløst teater.
