TEATRETS FORTÆLLINGER

JENS KISTRUPS TEATERKRITIK

udgivet og kommenteret af Knud Arne Jürgensen

Syddansk Universitetsforlag

★★★★★★

Efterkrigstidens største teaterkritiker Jens Kistrup blev en legende i sin egen levetid og ikke uden grund. For han var en beåndet formidler af teaterkunst. Knud Arne Jürgensen har på forbilledlig vis samlet en lang række af hans anmeldelser – ikke kun af teater – samt diverse kunstnerportrætter med Kistrup som afsender.

Jürgensen gennemgår også Kistrups livbane og udfra Kistrups skriverier giver han os et præcist overblik over tidens teatertendenser. Vi får sågar aftryk af originale anmeldelser og et fornemt personregister.

Savner man noget ? Tja, det skulle da lige være de gentagne kærlighedserklæringer til skuespillerinden Bodil Kjer, der ikke mindst i sine sidst år altid fik at vide, at hun var "på sin kunst højde" eller at hun "aldrig havde været bedre". Derimod får vi en række anmeldelser af store såvel som små forestillinger – både gode og dårlige – klassikere såvel som ny dansk dramatik. Ikke mindst Astrid Saalbach synes hyppigt repræsenteret.

Men at TEATRETS FORTÆLLINGER – JENS KISTRUPS TEATERKRITIK er et mesterligt stykke teaterlitteratur og et godt bud på årets bog, står hævet over enhver tvivl. Selv Kistrup ville have været tilfreds, selvom det muligvis ville have irriteret ham, at også stavefejl er blevet genoptrykt.

Kistrup nåede at snuse til teaterkunsten i det nye årtusinde og den 10.1. 2003, to dage efter hans død, bragte Weekendavisen hans sidste anmeldelser af forestillingerne "1001 nat NU" på Betty Nansen Teatret og "Hjemmeliv: Kabul" på Det Kongelige Teater. Her stiller han retorisk spørgsmålet "Er verden blevet for stor ?"