★★★★☆☆
SPIDSE ALBUER, BLØDENDE KNÆ ****
EN MALER *****
THE ASSOCIATION OF JOY ****
OASEN ***
FLOKKEN **
ESCORT ***
Årets afgangsfilm fra Den Danske Filmskole demonstrerer de unge instruktørers tekniske fermheder, som burde gøre i al fald hovedparten af dem brugbare i den kommercielle del af den danske filmbranche. Når man alligevel forlader biografen en smule skuffet, så skyldes det især, at de har så lidt at fortælle.
Ingen af årets filmfortællinger virker påtrængende eller nødvendige, men derimod ret forudsigelige. De seks instruktører beskæftiger sig primært med universer befolket af hvide mennesker – samtlige karakterer er selvfølgelig heteroseksuelle. De mandlige instruktører har lavet film med en mandlig skuespiller i front, de kvindelige bruger kvinder – og således er alt ved det gamle…
Mest helstøbt fremstår Karoline Lyngbyes SPIDSE ALBUER, BLØDENDE KNÆ, hvori to rivaliserende teenagesøstre kæmper om den samme mand. Filmen byder på en lovende præstation af den unge Coco Hjardemaal og man genser også med glæde den småfrække Morten Holst som manden i midten. Lis Dyres udsøgte billeder afsøger konstant de unges indre hemmeligheder og filmens atmosfærerige musikside bidrager også til den sympatiske helhed.
Årgangens bedste bud på original, skæv filmkunst kommer fra Hlynur Pálmason, der synes inspireret af Dagur Kári, men som alligvel forbliver sin egen – i lighed med titelfiguren i EN MALER. Vi er på forfriskende vis kommet et godt stykke ud på landet, hvor en særegen kunstner arbejder med en udendørs kunstinstallation, mens ponyerne galoperer forbi. Det kunstneriske arbejde såvel som kærlighedsakten mellem maleren og en smuk blondine forstyrres, da malerens forsømte søn pludselig dukker op.
EN MALER rummer et stilfærdigt lune i modsætningerne mellem den nørdede maler (perfekt gestaltet af Ingvar Eggert Sigurdsson) og den opstyltede verden af kunstkendere, men forekommer også en smule uforløst. Men instruktørens vilje og mod til at turde det aparte gør den til årets mest interessante afgangsfilm.
Årets publikumsfavorit må dog blive THE ASSOCIATION OF JOY af Amanda Kernell. Bag denne skønne titel fornemmer vi et verdensyn, der går udover de umiddelbare familierelationer i historien om den halvvoksne Thai-pige Joy, der bliver adopteret af et rigt dansk par. Kernell afslører, at bag det meget danske ønske om at “hjælpe andre til at få det bedre”, gemmer der sig også en betydelig egoisme. Ida Dwinger yder en ret formidabel præstation som overklassefruen hvis gode intentioner smuldrer, mens manden leger “Teach Me Tiger” med sin nye datter.
Bag titlen OASEN gemmer der sig ikke blot et i særklasse ucharmerende motel, men også navnet på Carl Marotts afgangsfilm. Her finder vi den tidligere Polle fra Snave, Jens Andersen, i en velplaceret hovedrolle som ordblind voldspsykopat. Han har kastet sin kærlighed på Danica Curcic (Det Kongelige Teaters “Lulu”), men instruktøren fortaber sig desværre i vold hen imod slutningen.
Endnu mere enstrenget synes FLOKKEN, hvori instruktøren Klas Marklund på aggressiv vis skildrer mandehørm og gruppepres uden den nødvendige dybde og forståelse. Flere af de unge gør sig dog positivt bemærket bl.a. Lukas Toya, og så må man leve med en banal slutning.
Filmen ESCORT synes allerede fra starten tynget af klichéer og instruktøren Jonas Grum formår ikke rigtigt at se udover
luderromantikken. Men både Maria Erwolter og Dar Salim har ære af deres indsatser som escort-pigen og hendes chauffør.
OASEN, FLOKKEN og ESCORT kunne alle kaldes for drengerøvsfilm, og man bør kunne forvente mere af disse afgangsfilm. Det er vel ikke blot en filmskoles opgave at lære en gruppe unge et håndværk? Da uddannelsen er så kostbar som tilfældet er, bør man også kunne kræve, at den kun gives til instruktører med kunstnerisk talent. Det talent kan være svært at få øje på i år, hvor man savner film præget af f.eks. Bergmans substans, Truffauts poesi, Buñuels absurde verdensbilled og Almodóvars galskab.
