TØMMERMÆND TUR-RETUR

★★☆☆☆☆

En gruppe fjollehoveders druktur til Las Vegas blev for nogle år siden en uventet publikumssuccces – primært fordi udskejelserne lige fik en ekstra tand i forhold til de sædvanligvis pæne Hollywood-komedier. I den notoriske to’er lagde man sig i for høj grad op ad den første film, men helt uden samme opfindsomhed i de komiske gags.

Den fejl begår man trods alt ikke i denne tredje film, men her må man til gengæld trækkes med et ret åndsvagt plot om nogle stjålne guldbarrer. Todd Phillips instruerer trægt og træt, og man fornemmer næsten, at han har mistet troen på manuskriptet undervejs.

Dyremishandling, racisme etc. skal denne gang gøre det ud for humor, og man sidder og længes efter Olsenbanden, der var befolket med sjove karakterer fremfor disse i grunden uinteressante hovedpersoner. Solide karakterkomikere som John Goodman og Melissa McCarthy liver gevaldigt op i biroller, men ellers er der vitterligt langt imellem snapsene.