★★★★☆☆
Stakkels Lars Lykke! Først blir han ristet af Lisbet Dahl i Cirkusrevyen, så blir han involveret i endnu en skandale-sag med Birthe. Og nu bliver hans fadæser ved klimatopmødet udstillet på Teater Grob, hvor den talentfulde trup Von Baden gæstespiller.
Vi er med backstage, hvor stadig mere desperate embedskvinder- og mænd forsøger at holde sammen på tropperne, mens indlandsisen på Grønland smelter og vandstanden stiger med en hast, så vi mærker dråberne i håret.
Henrik Vestergaard har gjort et helhjertet forsøg på at dramatisere denne historiske fiasko, men det underlige er, at den giver næsten sig selv. Samtidig synes han måske i lidt for høj grad at være bundet af det faktuelle stof til at stykket for alvor bliver levende dramatik. Karakterne kommer vi aldrig rigtig ind på, de bliver primært repræsentanter for en bestemt fløj i de politiske forhandlinger.
Charlotte Munck bekræfter, at hun er en intelligent skuespiller med en lynhurtig replik, men denne gang japper hun nok for meget. I al fald går vi glip af nogle af hendes replikker, men det kan måske være en pointe i sig selv ?
Frederik Meldal Nørgaard understreger atter, at han hører blandt sin generations mest lovende talenter, og formår at tilføre sin Lykke-begejstrede naivist både lune og desperation. En stadig mere forbitret Laura Bach gør sig også fint bemærket som stik-i-rend pigen, der forsøger at bevare selvrespekten.
Morten Lundgaard kunne sagtens have fundet endnu mere kompromiterende optagelser fra klimatopmødet, men det skal retfærdigvis siges, at hverken han eller stykket begrænser sig til at være en personhetz. Snarere fornemmer man en lidt melankolsk grundtone i forestilling, fordi vi havde en enestående chance, men tabte den på gulvet for øjnene af hele verden.
