★★★★★☆
Den årlige Reumert-uddeling i Operaen blev lige netop den teaterfest, man havde håbet på. Kristian Halken klarede atter
værtsrollen med bravour, også selvom den indledende monolog var al al for lang – tilsyneladende inspireret af ikke mindst Billy Crystals Oscar-værtsskab.
Men der var ægte glæde at spore – både på scenen og blandt publikum, og det manglede da også bare andet. For det regnede med flotte pengepriser til såvel de etablerede som de mindre kendte.
Årets danser blev igen Gudrun Bojesen, denne gang for "Kameliadamen" på Det Kongelige Teater, mens Granhøj Dans sammen med Bora Bora/DNA nappede årets danseforestilling via "Mænd og Mahler". Det Kongelige Teater satte sig atter engang på prisen for årets opera med Danmarkspremieren på Puccinis samlede udgave af "Il Trittico", men det blev den jyske operas Ann Petersen,
der løb med prisen som årets sanger for "Tristan og Isolde".
Man savnede den tidligere Reumert-vinder Louise Fribo fra Det Ny Teaters "Love Never Dies" i denne kategori. Hun gav dog det overdådige titelnummer ved Reumert-uddelingen, så ingen kunne være i tvivl om, at "Love Never Dies" virkelig var årets musikteater/show, hvad den da også blev kåret til.
Men de små teatre og teatergrupper blev heller ikke glemt. FÅR302 blev belønnet for deres kæmpesatsning "Bastard" med en velplaceret scenografi-pris, og Det Olske Orkester modtog en Reumert for årets børne-/ungdomsforestilling takket være "Dengang vi blev væk".
Christian Lollike fremstod som aftenens store vinder, idet han ikke blot vandt sin anden pris som årets dramatiker, men fordi hans stykke "Skakten", der først blev opført på Aarhus Teater og siden overført til Café Teatret blev årets forestilling. Som ekstra glasur på kagen tilfaldt juryens særpris også Lollikes Café Teater pga. årets mest kontrovercielle opsætning "Manifest 2083". Ingen af Lollikes stykker i denne sæson kunne dog beskyldes for at være formfuldendte, men det var Lollike, der mere end nogen anden skabte debat omkring teatret og dets rolle i samfundet, og det skal en dramatiker også kunne.
"Kagefabrikken", det sidste af de tre stykker, som Lollike fik sin dramatikerpris for, var blevet til i samarbejde med Det
Kongelige Teaters eksperimentarium "Det Røde Rum", og det blev to af skuespillerne derfra, der løb med årets birollepriser. Det forekom især rimeligt, at en dynamisk og overset ung skuespiller som Thomas Hwan fik anerkendelse for sine præstationer i "Kagefabrikken", "Madame Bovary" og "Macbeth". Men at Maria Rossing skulle have endnu en Reumert, denne gang for sine biroller i "Kagefabrikken" og "Madame Bovary", i samme sæson som hun skabte dansk teaterhistories vel nok værste Lady Macbeth, reducerede prisen for bedste kvindelige birolle til en trøstepræmie. Kirsten Lehfeldt ("Børn er dumme" på Teater Grob) var da ellers en oplagt kandidat, men hun var end ikke nomineret.
Reumert-komiteen har altid haft et godt øje til Anne Linnet-forestillinger, og Aalborg Teaters bud på en teaterkoncert
baseret på hendes sange gav samtidig mulighed for at hædre den alsidige Minna Johanneson som årets instruktør. Aalborg Teaters opsætning af "Kirsebærhaven" indkasserede tilmed prisen for bedste skuespillerinde, og det kan man ikke bebrejde komiteen eftersom skuespillerinden hedder Tammi Øst, som dermed satte rekord med sin fjerde Reumert-pris. Man kan dog ærge sig over, at der i nominereringsfeltet ikke blev plads til den eminente Susanne Storm fra Teater Zeppelins "1001 nat", men præstationer i børneteaterforestillinger har det ofte svært i prissammenhænge.
At årets Reumert for bedste mandlige hovedrolle skulle gå til Ole Lemmeke for hans uforglemmelige Herman Bang i Folketeatrets "Bang og Betty" kunne der rent kunstnerisk ikke være tvivl om, men eftersom Lemmeke allerede havde vundet teaterpokalen for samme rolle og man aldrig tidligere har ladet de to priser gå til den samme, så frygtede man, at valget kom til at stå mellem de to Jeppe’r på bjerget i henholdsvis Aalborg og Odense, Martin Ringsmose og Anders G. Koch.
Men Reumert-komiteens forkærlighed for Holbergs Jeppe kom istedet til udtryk i forbindelse med hædersprisen, der tilfaldt instruktøren af Odense-udgaven, Klaus Hoffmeyer. En synligt bevæget Hoffmeyer, der igennem et langt rigt teaterliv aldrig har leflet efter publikums gunst, modtog ironisk nok stående bifald fra et taknemmeligt publikum. På storskærm blev vi mindet om Hoffmeyers banebrydende indsats for ny dansk dramatik (bl.a. af Jess Ørnsbo) såvel som uropførelsen af P.o. Enquists "Fra regnormenes liv" med Jørgen Reenberg i et af hans livs største præstationer – som H.C. Andersen.
Efter sådan en aften må man konstatere, at Bikubenfondens indsats for dansk teater vitterlig er uundværlig. Alene ansigterne på de unge talenter, der modtog talentpriserne, vidnede om at såvel Fonden som komiteen sammen har formået at løfte opgaven. Man deler til fulde prisvindernes taknemmelighed – også overfor arrangørerne.
