Månedens DVD:

DE URØRLIGE

★★★★★☆

"Dykkerklokken og sommerfuglen" gav et sjældent fint portræt af tilværelsen set fra en handikappet mands synsvinkel. Men handikappede karakterer bliver ofte henvist til sentimentale feel-good film a la "Den 8ende dag", "Duften af kvinde" og "Rain Man". Det gælder også Francois Cluzets karakter i "DE URØRLIGE", en af sidste års største kassesucceser i Frankrig og afgjort en af de bedre film af slagsen.

Cluzet spiller en lam mand, hvis liv får tilført ny energi, da han ansætter en uortodoks og tidligere kriminel farvet fyr som hjælper. Han spilles uimodståligt charmerende af Omar Sy, der faktisk vandt over Oscar-vinderen Jean Dujardin (The Artist), da det franske Film Akademi uddelte deres årlige César-priser sidste år.

Instruktørerne Olivier Nakache og Eric Toledano har skabt en både dynamisk og morsom komedie, der også lokkede danskerne i biografen. En del af filmens overskud går tilmed til handikappede, så også på det plan har folkene bag filmen hjertet på rette sted.