THE PLACE BEYOND THE PINES

★★★★☆☆

Derek Cianfrances fik aldrig dansk biografpremiere på sit anmelderroste kærlighedsdrama BLUE VALENTINE, der skaffede Michelle Williams den anden af tre Oscar-nomineringer takket være et uforglemmeligt samspil med Ryan Gosling.

Cianfrance og Rosling forener atter kræfter i THE PLACE BEYOND THE PINES, en ambitiøs skæbnefortælling, hvor vi på skift følger tre mænds indflydelse på hinanden. Ryan Gosling spiller en tatoveret bankrøver med et traumatisk forhold til sin ex (den nydelige men temmelig intetsigende Eva Mendes) og den søn, han aldrig får lov til kende.

Bradley Cooper (der en smule ufortjent blev Oscar-nomineret for "Silver Linings Playbook" tidligere på året) har rollen som politibetjenten, som sætter en stopper for Goslings forbrydelser, men som samtidig plages af skyld i forhold til enken og sønnen.

Filmens tredje og sidste del fokuserer på denne søn, 15 år efter. Dane DeHaans tegner et følsomt portræt af en sårbar fyr, der på trods af sin sympatiske mor og stedfar har et uafklaret forhold til sin rigtige far.

Cianfrance giver sig god tid til at fortælle sin historie, og spændingen dykker unægtelig i midtersekvensen. Med en spilletid på to timer og tyve minutter er filmen afgjort for lang, Gosling beviser dog atter engang, at han er Mr Cool og selvom THE PLACE BEYOND THE PINES ikke har helt så mange dybder, som de involverede synes at tro, så er den underholdning et godt stykke over gennemsnittet.