★★★☆☆☆
Tidligere på sæsonen satte henholdsvis "Tankens kraft" på Café Teatret og "Børn er dumme" på Teater Grob fokus på
undervisningen på universiteterne og i skolen. Nu er turen kommet til børnehaverne, og Mammutteatret har forladt "Fobiskolen" for at etablere institutionen "Æblet" på Edison-scenen.
Tina Gylling Mortensen agerer den hårdt prøvede leder Ruth, der starter som forældregruppens darling og ender med at blive ædt op af dens ondskab i en slutning, der synes inspireret af Tennessee Williams’ "Pludselig sidste sommer". Claus Flygare og Kari Vidø gør i for høj grad hendes kamp til et martyriespil, men vi er i det mindste godt underholdt den første time, hvor Maja Ravns kuglespil-inspirerede scenografi forrykker fundamentet i ÆBLET.
Men da de to heteropar begynder at afpresse den enlige mor og det pjankede bøssepar for at få Ruth fyret, virker det blot fjollet og forestillingen mister bid. Instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen har ellers mange fantasifulde indfald, når hun veksler mellem børne- og voksenrollerne, selvom der spilles lidt i øst og vest.
Tina Gylling Mortensen er en dejlig skuespillerinde, men rollen forbliver et postulat, og den tragiske dimension i karakteren udebliver derfor. Claes Bangs potente bisse og Josephine Parks nørdede mor tæller på plussiden, mens de øvrige figurer ender som infantile karikaturer. Værst går det ud over stakkels Kjartan Hansen, der lades helt i stikken af instruktøren.
ÆBLET rummer mange smukke intentioner, men stykkets sympatiske forsvar for de danske pædagoger virker desværre som en håbløs anakronisme.
