★★★★☆☆
Morten Grunwald kan sin Beckett – ingen tvivl om det. Allerede fra starten, hvor Samuel Becketts ansigt toner frem afløst af et rent scenebillede med nøgent træ og klar himmel, føler vi os i gode hænder.
Jesper Asholt og Jesper Lohmann udgør også på flere måder et ideelt komisk par, men ikke på alle. De fysiske kontraster opvejer kun delvist deres manglende fortrolighed med den særlige stramme spillestil, som Beckett kræver. Evnen til at tage stik hjem, som var en gevinst for deres samarbejde i "Four Jacks", bliver her næsten en hæmsko, fordi den skygger for det dramatiske format, som Samuel Becketts tekst også fordrer.
En tredje af Jack’erne, Stig Rossen, er hentet ind til rollen som Pozzo, og poserer statelig som en anden Big Daddy i første akt. Gradvist og især i anden akt bliver det dog klart, at replikbehandlingen ikke står mål med posituren. Bedre går det for Søren Bang Jensen, der som Lucky har godt styr på den ordflom, der pludselig vælter ud af ham, da Pozzo sænker pisken.
Ordene i MENS VI VENTER PÅ GODOT har stadig relevans, men måske har vor tids zapper-kultur gjort det svært for denne form for teater? vi venter ikke længere på Godot – eller på noget som helst andet for den sags skyld.
Flot er det dog, at Folketeatret gør forsøget, så også en ny generation i det mindste får mulighed for at stifte bekendtskab med en af verdensdramatikkens store originaler på scenen.
