★★★★☆☆
Animationen i Peter Ramseys DE EVENTYRLIGE VOGTERE virker unægtelig flottere end man sædvanligvis ser – godt hjulpet af 3D effekterne, der bruges fornuftigt til diverse glidebane- og kaneture.
De mange karakterer kan være lidt overvældende for de helt små, men historien Jack Frost og hans venner rummer kompencerende menneskelige kvaliteter.
Desværre lever de danske stemmer ikke op til udenlandske stjerneskuespillere som Jude Law. Gudskelov har man dog bevaret sangen, der ligger under de afsluttende rulletekster, i originalversionen, så man kan nyde operadivaen Renée Flemings udsøgte ballade "Still Dream", der har klar Oscar-potentiale. Filmens musik er da også lagt i hænderne på den eminente og meget produktive komponist Alexandre Desplat.
DE EVENTYRLIGE VOGTERE (også kendt under originaltitlen, "Rise of the Guardians") bygger på William Joyces fortryllende fortællinger. Og kan man håndtere både en julemand (med udenlandsk accent – ved producenterne ikke han kommer fra Grønland?) og en påskehare i samme film, er dette en oplagt vinteroplevelse.