★★★★☆☆
Den britiske forfatter Joe Penhall, der stod bag det mesterlige skuespil Blue/Orange, langer i sit stykke VELKOMMEN PÅ FORSIDEN (Dumb Show) ud efter smudspressens efterhånden grænseløse kendisjagt. På Teatret ved Sorte Hest gæstespiller Nepo Teatret med en velfungerende udgave af stykket med flotte David Owe i hovedrollen som den forfulgte stjerne.
Og det klær David owe at vende vrængen ud af sit eget image ligesom smukke Laura Drasbæk også synes at blive bedre og bedre på scenen, jo længere væk fra Vild Med Dans hun kommer. Fans af TV-serien kan dog glæde sig over, at de to får sig en kort svingom – indenfor stykkets rammer – mens Henrik Prip med vanlig sikkerhed brillerer i en slimet skurkerolle.
Stykkets oversættelse fungerer fint rent sprogligt, men det er næppe en god ide at lade handlingen udspille sig i Danmark, da man herhjemme næppe opnår samme økonomisk gevinst ved udnyttelse af en lokal berømthed i pressesammenhænge end man gør i den engelskesprogede medieverden. Det ændrer dog ikke ved, at VELKOMMEN PÅ FORSIDEN i Mikkel Harder Munck-Hansens iscenesættelse fremstår som en vedkommende forestilling.