1001 NAT

★★★★★★

Teatret Zeppelin indleder sæsonen med en eminent udgave af 1001 nats eventyr. På knap 1½ time får vi beretningen om den dødsdømte Sheherezade, der riskerer henrettelse, hvis kongen (en karismatisk og magtfuld Thomas Magnussen) mister interessen for hendes historier.

Men det gør hverken han eller vi heldigvis, for en formidabel Susanne Storm formidler dem med så stor og ægte lidenskab, at man virkelig tror på, at selve livet er på spil.

Dermed bliver 1001 NAT ikke endnu en omgang nuttet børneteater, men derimod teater, som udfordrer, oplyser og engagerer børnene. Det kan da godt være at ikke alle unger ved hvad et dekret er, men det virker hamrende ligegyldigt, for de er 100 procent til stede i det eventyrlige univers. Og 1001 NAT vil med garanti give ungerne mod på flere tryllebindende teatereventyr.

I Fredericia har man brugt en formue på en opsætning af musicalen "Aladdin", mens man på vesterbro med uhyre få midler får skabt en mere autentisk og eksotisk ramme for disse fantastiskehændelser. Henriette Holm Pathare står for den stramme og iderige iscenesættelse, og Johan Kølkjær behøver bare et flisegulv, et par olietønder, en hatteæske, en ballon og et lysnet, for at vi føler os hensat til Persien.

Måske er den største kvalitet ved 1001 NAT, at den får os til at tro på vigtigheden af en god historie. Også når den som her fortælles som magisk og medrivende børneeteater, som også voksne kan have stort udbytte af. Nødvendigt teater i børnehøjde.