BØRN ER DUMME

★★★★☆☆

Teater GROB har endnu en gang vittig og velspillet realisme på tapetet. Anna Bros BØRN ER DUMME giver i satirisk form et præcist billede af vor tids folkeskole. Stykket nøjes ikke med at spide diverse lærertyper, men skildrer også den politiske virkelighed i en moderne folkeskole set fra lærerværelset.

Ôzlem Saglanmak kæmper indædt med hovedrollen som den engleagtige lærerdebutant, men forestillingen er og bliver Kirsten Lehfeldts. Som Sigrid, en erfaren og bedrevidende kvinde, der nok har været lidt for længe i det samme job, men samtidig lever for børnene og rent faktisk lærer dem noget, yder Kirsten Lehfeldt en af sine fineste præstationer. Få kan som Kirsten Lehfeldt affyre tør sarkasme, men langsomt tegner der sig også et portræt af en heroisk kvinde, der har overlevet diverse politiske omvæltninger.

Også Per Scheel-Krüger som hendes vattede chef og Sarah Boberg som nerveflosset pillemisbruger yder spil udover det sædvanlige. Den unge Simon Stenspil gør sig ligeledes positivt bemærket som guitarafhængigt bløddyr.

BØRN ER DUMME er et stykke, der vokser i format og eneste alvorlige minus er den lidt uspændende hovedkarakter. Men selv de roller, der ligner karikaturer i starten, viser sig at rumme virkelige mennesker. Instruktøren Madeleine Røn Juul formår nemlig at give forestillingen både krop og sjæl – med Kirsten Lehfeldt som dens bankende hjerte.