DEN SKALDEDE FRISØR

★★★★★☆

Susanne Bier har gjort det igen. Skabt en bred folkelig film, der ikke taler ned til sit publikum, men tværtimod lader os forlade biografen som bedre mennesker. Der er dømt monsterhit, og man kan rolig tage lommetørklæderne med i biografen, for DEN SKALDEDE FRISØR er også en bevægende kærlighedskomedie.

Den bæres med både ynde og styrke af Trine Dyrholm,
der nærmest kroner sin flotte karriere med sin indsats i denne film. Som ung fik hun hurtigt medvind også på grund af det smukke ydre, senere lærte hun sig faget og kvitterede med hudløse og dygtige præstationer i en række alvorstunge film. Men hvor det klær hende at spille en komedierolle –
vel at mærke en af dem med bund i. Aldrig har hun
ageret med så megen varme og sødme, og denne gang
fortjener hun rent faktisk en Bodil.

Men som altid i en Susanne Bier-film er der flere skuespillerpræstationer at glæde sig over. Pierce Brosnan fremstår mere end charmerende, og en glimrende Sebastian Jessen rammer følsomt den splittede søns frustrationer. Dertil kommer en række festlige birollepræstationer fra Paprika Steen, Bodil Jørgensen, Kim Bodnia og Christiane
Schaumburg-Müller. Sidstnævnte i vanlig afklædt stil samt med replikker, der synes hentet fra et afsnit af "Paradise Hotel".

DEN SKALDEDE FRISØR kan ikke siges fri for enkelte
småfejl bl.a. med kontinuiteten. Men den har først og sidst et stort hjerte.