★★★★☆☆
Alt er ved det gamle i den næsten startklare cirkusrevy. Tekst og koreografi til åbningsnummeret sad dog ikke helt fast endnu og i andet akt forsvandt lyset umiddelbart før et af
forestillingens bedste dansenumre. Den slags bidrager til et
lidt sjusket helhedsindtryk, især når numrerne svinger så
meget i kvalitet som i år, og når det store glasnummer
udebliver.
Lisbet Dahl, der igen i år har instrueret, stråler dog selv i
to parodier. Hun er præcis – også i accenten – som Angela
Merkel, selvom tekstmaterialet forekommer lidt tyndt, og
ligner tilmed Karen Thisted på en prik i et festlige intermezzo med Suzanne Bjerrehus (Ditte Hansen). Carl Erik Sørensen er atter storleverandør af tekster, men "Robotter", hvori Ulf Pilgaard spider den automatiserede hjemmepleje, hører ikke blandt hans fineste. Og han virker direkte ondskabsfuld i Helle Thorning-monologen "En rigtig løsning", som Ditte Hansen naturligvis tager sig af uden formildende omstændigheder.
Men med stor sproglig opfindsomhed får Sørensen Villy Søvndals engelskkundskaber udleveret i "Vort ansigt udadtil", og selvom Lykkegaard ikke ligner Søvndal, får han meget ud af de Søvndalske sprogforbistringer. Spørgsmålet er om Lykkegaard ikke bliver showet stjerne, hans Rasmus Seebach-parodi sidder i al fald lige i øjet og selv den skrækkelige Hanzii leveres med en vis ynde.
Man kan i høj grad diskutere, om Niels Ellegaard er på niveau med de andre fire skuespillere, men man bliver i al fald hurtigere træt af ham. Selv nummeret "Tak", Niels Olsens udmærkede hip til det gældsatte Grækenland, får han ikke helt nok ud af, karakteren minder lidt for meget om hans pizzabud.Bedre går det som abe i anden akt, men her falder teksten helt fra hinanden.
Flovt er nummeret "Knus fra Mormor og Morfar", der netop understreger stjernerne Lisbet og Ulfs alder fremfor at vise hvor tidløse de faktisk kan være. Men Ulf har heldigvis mod slutningen en ultrasort tekst om en bedemands trængsler med staveforslagene på mobiltelefonerne. Her triller tårerne ned af kinderne, og Cirkusrevyen når det niveau, vi er kommet til at forvente.
Vi slipper for endnu en omgang "tralalalu…", men man tager
sig selv i at savne kongefamilien, selvom det nu nok er klogt
at holde en pause et enkelt år. På trods af det svingende
tekstniveau, så klæder det Cirkusrevyen primært at have nye
numre. Og Lisbet Dahl har da også en sjælden fin evne til at
sammensatte et program om relavante emner og personer. "De usynlige" minder polikere og det øvrige publikum om, at vi faktisk har fattige i Danmark, hvorimod "Blærerøven" og "Helt vild med dans" forekommer lidt forældede i forhold til feks. Linse Kessler, "Divaer i junglen" etc. Men
det kan selvfølgelig være et generationsspørgsmål.
Der er dog næppe tvivl om, at Cirkusrevyen endnu engang bliver en overskudsforretning, og hatten af for det.
