MIX COPENHAGEN – CPHCULTURE.DK

Mix Copenhagen hed tidligere Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival. Men med det nye navn skulle være skabt en endnu mere vidtfavnende filmfestival. For det er ikke kun navnet, der har ændret sig, festivalen er også vokset i størrelse og rummer nu ca. 120 titler.

Har repertoiret ændret karakter? En smule måske. En film som Black Field ville næppe ha fundet vej til Gay og Lesbian Film, fordi den ikke henvender sig klart til nogen af målgrupperne. Men den rummer en leg med de seksuelle grænser og er et ødiøst og ikke helt tilfredsstillende græsk drama, hvor det visuelle udtryk synes vigtigere end en klart fortalt historie. Dejligt med noget andet end de blanke amerikanske homofilm, der i for høj grad har fået lov til at dominere programmet. Udbudet tæller primært engagerede homohistorier eller tom underholdning med mere eller mindre afklædte kroppe a la den gyselige Kaboom! – mens film der udover den en væsenlig historie også har et filmkunstnerisk sigte synes at være nedproriteret. Således savner feks. den asiastiske Spring Fever (Chun feng chen zui de ye wan), der vandt manuskriptprisen i Cannes og alligevel aldrig er blevet vist i Danmark.

Et af festivalens bedste tilbud kommer fra den unge kanadier Xavier Dolan, der også sidste år stod for en af de største oplevelser med J’ai tué ma mére (Jeg slog min mor ihjel). Dolan skildrer også i sin nye film Heartbeats en ny generations opgør med gamle dogmer og frimodige tilgang til den menneskelige seksualitet med en friskhed, som er livgivende. Faktisk er Dolans film af en sådan kvalitet, at man ærger sig over, at de ikke får lov at møde et større publikum i normal distribution.

Også den franske Tomboy har kunstneriske kvaliteter, der når udover en homofestival. Celine Sciamma har også tidligere vist sit talent for nænsomme pigepassioner i Water Lilies, og denne gang er det fortællingen om den 10-årige Laure, der udgir sig for at være dreng, der smelter hjertet. Ikke mindst skildringen af Laures relation til sin ultrafeminine lillesøster rummer stor kærlighed. I det hele taget er det de lesbiske film, der dominerer programmet også rent kvalitetsmæssigt, hvilket er glædeligt efter flere års tørke.

Svenskerne er godt med den underfundige She Monkeys og Bjørn Kjellman-filmen Four More Years, og man bør hellere ikke snyde sig selv for de to lidt ældre svenske film, den stærke Fucking Åmål og den festlige Patrick 1,5.

The Killing of Sister George bør ses for en helt vidunderlig præstation af Beryl Reid, mens Cruisings eneste kvalitet overhovedet er Al Pacino i lædertøj. Man At Bath lokker med Chiara Mastroianni og Christophe Honoré i instruktørstolen, men pornoskuespilleren Francois Sagan er en ufattelig kedelig skuespiller, selvom han generøst viser sig frem. Thyago Alves vinder heller ikke Oscar for titelrollen i David’s Birthday, men til gengæld yder VittoriO Gassmans søn, Alessandro (som nogen måske husker fra hovedrollen i Det Tyrkiske Bad) en fin indsats som den følelsesmæssigt splittede mand. Og David’s Birthday bliver afgjort en film over gennemsnittet. Både Looking for Simon og Weekend fremstår begge som lidt kedelige men sobre film. Lidt vildere men også ringere er American Translation og The People I’ve Slept With. Så får man sikkert mere ud af et gensyn med Transamerica og Milk eller diverse dokumentar- og kort-film, som festivalen også rummer.

For man kan ikke sige andet end, at festivalen til fulde lever op til sit navn. God fornøjelse.

HEARTBEATS ★★★★★★