★★★★★☆
GRØNLANDSFILM/GREENLAND ON FILM
af Carl Nørrested
Udgiver: North
Kun få af årets bogudgivelser fortjener betegnelsen enestående, men i tilfældet GRØNLANDSFILM/GREENLAND ON FILM forekommer betegnelsen relevant. For Carl Nørresteds gennemgang af Grønlandsfilm udfylder et stort tomrum ikke bare i forskningsmæssige sammenhænge, men også indenfor hvad burde være almen viden om Grønland.
Når man når igennem bogens let læste 119 sider, sidder man tilbage med et indtryk af hvor fragmentarisk og overfladisk den filmiske interesse for Grønland og Grønlandske filmfolk generelt har været fra dansk side. Carl Nørrested får fortalt historien om de grønlandske film med lune, men også med en betydelig skarphed, der sine steder
grænser til indignation. Han har unægtelig en vis pointe, når han betegner "Eksperimentet" som dansk spillefilms afskedsgave til Grønland ved overgangen til
selvstyre, og ser den "næsten som en officiel undskyldning".
Carl Nørrested begrænser sig ikke til danske spillefilm om grønland, og hans bog omfatter også dokumentarfilm, animation og kortfilm. Desuden perspektives der kløgtigt til
diverse relevante udenlandske film.
Carl Nørrested formår at perspektive udviklingen, såvel indenfor Grønlands historie som rent filmmæssigt og bidrager med mange præcise iagtagelser.
Det virker symtomatisk for dansk films til tider noget nedladne holdning til Grønland, at Erik Ballings Oscar-nominerede "Quivitoq" fra midten af 50erne aldrig blev udsendt på VHS og først udkom som DVD i 2010. Og en skæg detalje, at det netop er titelrolleindehaveren Niels Partou, der får hovedrollen i en anden markant Grønlandsfilm, "Lysets hjerte".Godt også at blive mindet om, at Rasmus Lyberth før sin Bodil-nominerede hovedrolle i "Lysets Hjerte" spillede en Bodil-nomineret
birolle i den idag næsten glemte men visuelt smukke "Tokuma".
Carl Nørrested finder overraskende pæne ting at sige om Bille Augusts flop "Smillas fornemmelse for sne", men man fornemmer dog, at forfatterens personlige favorit
blandt de danske instruktører hedder Jørgen Roos, manden bag en lang række anerkendte dokumentarfilm bl.a. den prisbelønnede "Knud".
Eneste væsentlige minus ved bogen er det manglende register. Det opvejes kun til dels af en omfattende noteliste, velvalgte fotos og tegninger samt en kort redegørelse for vigtige faser i dansk Grønlands administration.
Men det ændrer ikke ved, at GRØNLANDSFILM eller som den to-sprogede bog også hedder GREENLAND ON FILM hører blandt årets absolut vigtigste filmbøger.