★★★★☆☆
Posthus Teatret er tilbage med endnu en film af de sjældne. Denne gang en svensk dokumentarfilm om livet i en lille have. Det lyder sikkert kedeligt for de fleste og mange vil sikkert også betragte filmen, som barnet betragtede "Kejserens nye klær".
Men noget forunderligt indtræffer, mens man sidder i Posthusteatret bløde sofa og iagttager årets gang i den lille have. Man bliver faktisk optaget af de små forandringer, og selvom man aldrig har skænket fugle og flora en tanke, så besider filmen en næsten hypnotisk kraft. Den gør, at man farer sammen, når katten pludselig viser sig som en trussel mod de grimme men elskelige mejseunger, som man har fulgt siden de var æg.
Dyreprogrammer på TV forekommer tit langt mere effektjagende, og optaget i en flashy stil som sikkert dikteres af høje seertal. Men Mikael Kristerssons LYSÅR, der er
mere i familie med en anden Posthus Teater-titel, Victor Erices "Kvædetræets sol", synes mere optaget af at skildre stemninger i haven – på havens betingelser så af sige.
På trods af enkelte grumme dyreopgør og menneskenes generelt forstyrrende optræden, så forbliver filmens lyriske tone i kroppen længe efter fuglebadet er frosset til og filmen er slut.
