SEX OG VOLD

★★★★★★

Lad Dem ikke narre. Sex og Vold er ganske vist en dukkeforestilling, men den er ikke – ABSOLUT IKKE – for børn. Selv hærdede voksne risikerer at blive chokeret over disse bizarre dukkers grænseoverskridende adfærd. Husets Teater må siges at levere varen.

Intet seksuelt tabu glemmes, mens kønsdele skæres af eller bankes fast i gulvet. Det Vi udsættes for dukkerock, babyvoldtægt og andre rædsler. Man ved ikke om man skal grine eller græde, Husets Teater har i al fald aldrig lagt rammer til noget tilsvarende. For koncept og iscenesættelse står Tue Biering og Jesper Kristensen, men også "dukkerne" har været aktive i den endelige udformning, fornemmer man.

Og når hele herligheden serveres med så gloriøs en energi og et så gennemført vanvid, må man overgive sig, selvom mæthedsgraden også når at indfinde sig inden forestillingen er forbi.

Bag dukkekostumerne gemmer der sig bl.a. Sigrid Husjord, der også stjal opmærksomheden på Nørrebro Teater i "Oliver – With A Twist". Hun burde være favorit til en birolle-Reumert i denne sæson, for mere forbløffende en teatertorpedo har man da sjældent oplevet på en dansk scene.

SEX OG VOLD er heller ikke i denne sammenhæng noget for enhver smag, men kultpotentialet synes indlysende.