Ser man tv-serien Ramasjang, har man givet vis stødt på det umage vennerpar Ræv og Hare. Nu kan de mindste hygge sig med de to populære figurer i biografen, hvor der er premiere på en spritny spillefilm baseret den hollandske forfatterinde Sylvia Vanden Heedes fortællinger.
Mascha Halberstad har instrueret den 72 minutter korte film, der trods en engelsk originaltitel (“Fox and Hare Save the Forest”) er en co-produktion mellem Holland og Luxembourg.
Som titlen indikerer, er RÆV OG HARE REDDER SKOVEN en film, der synes designet til at gøre små børn miljøbevidste. For ikke nok med, at deres ven ugle er forsvundet, men vandstanden er også stege i så betragtelig grad, at flere af dyrene må flygte fra deres hjem i skoven.
Det viser sig snart, at den selvoptagede bæver (veloplagt speaket – med fynsk accent! – af Jens Jacob Tychsen) har bygget en dæmning for at realisere sit eget private ferieparadis, men samtidig har han jo også svigtet sine venner.
Nicolai Jørgensen og Mille Hoffmeyer Lehfeldt gør med deres udtryksfulde stemmer Ræv og Hare til to nuttede bekendtskaber, og både Mark Le Fêvre og Simon Stenspil morer som to jyske rotter.
RÆV OG HARE REDDER SKOVEN er ikke nogen stor film, men den har hjertevarme og gode danske indsatser på lydsporet, og så er budskabet – værdien af venskaber – noget som også småbørn har godt af at blive mindet om.