★★★★★☆
Sæsonens største overraskelse i Operaens takkeloft viser sig at være Orpha Phelans opsætning af Thomas Adés’ POWDER HER FACE. Musikken vil givet være en udfordring for nogen med en instrumentering, der omfatter bl.a. harmonika, klokke og tuba.
Den sofistikerede iscenesættelse gør, at selv nogle våde erotiske scener aldrig bliver platte, men blot indgår i det samlede portræt af forestillingens centralskikkelse, en ganske interessant hertuginde. Vi befinder os i hendes hotelværelse, hvor stuepigen og elektrikkeren hygger sig, mens hun fortaber sig i et langt livs eskapader. Gennem hendes unge alter ego – og mens den aldrende hertuginde kigger på – opleves nøglescener fra tiden, hvor skønheden kulminerede og pengene flød.
Anne Margrethe Dahl tegner et fuldstændigt overdådigt portræt af denne fornemme dame med den brogede fortid, og gør det med et vovemod og en sangstemme, der må aftvinge respekt. Efter at være fejlplaceret i "Lohengrin" tidligere på sæsonen, er det en fornøjelse at se denne store kunstnerinde i en rolle, der på een gang klæder og udfordrer hende.
En række yngre kræfter gør godt fyldest omkring hende, og rammer Sten Byriel ikke altid elegancen i iscenesættelse, så har han dog en fyldig stemme og en skarp farlighed til slut.
Madeleine Boyds scenografi og kostumer er en fryd for øjet og den klassiske stil danner en frugtbar kontrast til den moderne operamusik. Men det er Anne Margrethe Dahl, der får os til at mærke gruen, når krisen pludselig banker på og i bogstaveligste forstand klæder hende af. Her hjælper ikke pudder.
POWDER HER FACE er en fornem satsning for Den Kongelige Opera, og et bevis på, at det godt kan betale sig rent kunstnerisk at spille andet end de kendeste værker.
