★★★★★★
Det klæder dansk teater at have et ambitionsniveau, der rækker langt ud over de evindelige teaterkoncerter og dramaer om parforhold i krise. På Østre Gasværk har man netop en fornem tradition for internationale gæstespil og co-produktioner, og teaterrummet virker ofte fornyet, når øjne udefra kigger ind.
Der var derfor høje forventninger til den kanadiske teatertryllekunstner Robert Lepage, der netop har indtaget Østre Gasværk med en storslået episk teatermosaik, som spænder over fem årtier.
PLAYING CARDS er skabt i perioden 2012-2015 og består af fire selvstændige forestillinger, der afspejler kortspillets mange facetter (såsom håb, chance og held) og kendetegnet ved hvert sit spillekort (klør, ruder, spar og nu – hjerter).
Vi befinder os i vor tids Quebec, hvor Chaffik, en ung taxachauffør af marokkansk afstamning, forelsker sig i Judith, der underviser i filmteori på Laval universitetet. Deres historie knytter bånd tilbage til andre tider og kulturer, som får fatal indflydelse på deres fremtid.
Robert Lepage har udviklet historien i fælleskab med sine skuespiller, men formår med forbilledlig klar og konstant opfindsomhed at få knyttet båndene til en overvældende teaterroman i overdådig visuel indpakning. Intet under at verdens første fabelagtige filmskaber Georges Méliès ("Rejsen til månen") indgår i historien, for Robert Lepage formår virkelig at fortrylle vores blikke samtidig med at historiens mange lag smelter sammen.
Forestillingen udspiller sig i en magisk cirkel, der kan rotere som et tandhjul og beklædes med et transparent lærred, der giver mulighed for billedprojektioner. Parallelen til de første filmapparater, hvis cirkelformede konstruktion skabte mulighed for de første levende billeder forekommer bestemt ikke tilfældig.
Alt kan ske i denne lille cirkel – fra taxakørsel gennem Quebec til ballonfærd over Algieriet. Men også i de små forandringer ligger der magi, når forældre og svigerforældre på et splitsekund udskiftes ved middagsbordet.
PLAYING CARDS: HEARTS vil utvivlsomt blive stående som et af årtiets store teaterbegivenheder på en dansk scene, og selvom den med en spilletid på et godt stykke over tre en halv time kræver både koncentration og tålmodighed af sit publikum, så efterlader den også den opmærksomme tilskuer med en dyb følelse af taknemmmelighed, som kun stor kunst formår.
