★★★☆☆☆
Et lysbeklædt skærmbrædt udsmykket med røde plastiskstrimler, hvorfra alle entréer foregår, udgør den velfungerende scenografi i den ligefrem PERKER CABARET på Nørrebros Café Rouge.
Forestillingen, der er blevet til i et samarbejde mellem danskdansk og Teatergrad, lader ordene flyde – også de ubehagelige – og Line Mørkeby har mere punch i pennen her end i den stærkt overvurderede "De Stuerene" på Mungo Park Kolding.
Men spørgsmålet er om den overgearede stil, som instruktøren Hassan Preisler har anlagt, i sidste ende er en fordel for ordene. Flere af teksterne drukner i passager, fordi der i for høj grad tales i mundet på hinanden i et jappende tempo. Men også fordi de tre arme skuespillere er op imod de mange daglige brugere af Nørrebrohallen.
En dynamisk trio bestående af Sandra Yi Sencindiver, Zaki Nobel Mehabi og Jakob Fauerby, drøner derudaf og flere af blandt de unge kigger fnisende og forlegent ned, når skuespillerne pludselig inddrager dem i forestillingen.
Fauerby agerer en slags konferencier a la ham i musicalen "Cabaret", og det skal siges til hans ros, at han ejer mere af den dekadence, som konferencierne manglede i Det Kongelige Teaters opsætning i forrige sæson.
Det klæder Sandra Yi Sencindiver at slå hul på pænheden, så vi kan mærke det. Om man er til tre små kinesere, negerboller eller bøsserøve er underordnet, når Sandra og co. er ude med riven. Zaki Nobel Mehabi fremstår som den mest nuttede mørklødede mand siden Basim. Men har han skjulte motiver eller er han i virkeligheden dansk?
Det bør man ved selvsyn erfare på Nørrebro – og da forestillingen kun tager en time, bliver der måske også tid til at besøge keglebanen?